Category Archives: Del Pede Taler

[FACEBOOK] The social disconnect.

Jeg har altid været optaget af chat- og sociale netværke. Altid søgt det optimale, og hoppet fra instant messaging netværk til det andet. ICQ, AIM, MSN, Skype, Japper, IRC, Google Talk og et hav af andre obskure de fleste ike har hørt om.
Jeg røg ret hurtigt med på Facebook, at det medie begyndte at tage til i Danmark. Det er vel noget der ligner en 8 år siden. Det har været lidt sjovt at følge med i hvordan Facebook ændrede natur. Hvordan det var trial & error med mange af deres funktioner og tjenester.

Facebook voksede til at blive en stor del af mit liv. Jeg brugte det rigtigt meget, for for første gang i mit liv, havde jeg nu stort set hele min venneflade på et netværk, og med tiden, og min familie. Jeg brugte det meget til at skrive om de ting jeg gik op i. Fodbold, MMA, IT og politik. Især IT poilitik var ting jeg skrev meget om.

Når det kommer til at surfe på nettet, så har jeg noget der ligner et mæ’nster af tvangshandlinger. Der er et håndfuld sites, som jeg engang i timen browser ind omkring og lige tjekker super overfladisk, for at se om der er sket noget nyt. Facebook var en af dem. Mit brug af Facebook var en tvangshandling til sidst. Det fyldte for meget. O

En af de andre ting jeg oplevede med Facebooks udvikling igennem årenene, var at folk i højere grad ikke havde interesse i at interagere med andre fok, men at de mest var interesseret i at poste omkring dem selv, og ikke havde interesse i at deabtere de emner de postede, eller deres venner postede. Det blev meget ensidigt, og det ser jeg som en stor synd. Utroligt trist, at man ikke brugte netværket til at udvide sin egen horisont mere. Men Facebook har også vist sig, ikke at være mediet til det.
Værst af alt er dog, at folk på Facebook taler til venner og bekendte på en måde, de ikke vil gøre, skulle de møde dem ansigt til ansigt. Tonen var/er grov og uanstændig.

Så da der blev udskrecet folketingsvalg i Danmark tog jeg et valg, der hed Facebook exit. Jeg holdet op med at tjekke Facebook. Et fordi jeg ikke gad at se på de helt igennem trivielle politiske emner folk diskutere. Indvandre og trækprocent. Der er så mange andre ting der er vigtigere at holde for øje, men det er bare ikke emner der ret tit for taletid.

Så kombineret med at Facebook tracker ens gøren og lade over alt på nettet via tracking cookies, og den app du har installeret på din telefon, så blev beslutningen nem. Jeg vil bryde mit tvangsmønster, og bryde med et netværk, der gjorde mig mere frustreret end glad. Så jeg har brudt med den norm, der har gjort Facebook til first point of entry, til folks sociale liv. Der kommer til at være mange mangler ved ikke at være på Facebook. Mange ting man ikke får at se, fordi folk automatisk antager, at folk er på push notifikation på Facebook. At det er nok bare at poste det der, og så ved alle det.

Men no more. Jeg har deaktiveret min Facebook profil, og mit telefon nummer er nu den bedste vej, at få fat i mig på, derefter twitter, og så email (helst ikke email). Plussiden er nu, at når jeg igen engagere mig, så er der stor mulighed for, at det er med ligesindet. Ikke så bredt et spektrum som Facebook er.

The Interview and questions no one wants answered

So Sony finally gave premier to “The Interview”. The movie that was so surrounded with controversy, that the movie itself is beyond secondary. It all started with, yet another, hack of Sony. They had their infrastructur taken hostage, before it apparently self destroyed. They reportedly lost around 100 terabytes of data. Among that data was a DVD version of Fury, the movie with Brad Pitt, some screenplayes, shit ton of “for your eyes only mails” and some very very sensitive personal information on employees.

It all ended with the threat of terror, if The Interviews was launched on it’s planned premier day. From there on everything seemed to go batshit crazy. And who is surprised really.
Things pointed towards North Korea, and since The Interviews is about assassinating Kim Jung Un, well…. Ocham Razor = case closed.

Now, I’m not denying, that there are things pointing in their direction, but please read Bruce Schneiers thougthts on this or Marc Rogers blog post on the Sony Attack.

Basically all the evidence looks way to convenient. The Korean language in the code comments, aren’t of North Korean dialect. The code of the malware isn’t up to goverment sanctioned attack standard. It’s recycled malware code, which is what you typically see from rouge hacker groups, and not from goverment hacker groups. Like with Stuxnet and Regin.

But there is another aspect, and that is, that once again Sony have been reckless with security and data. They leaked 100TB data with out noticing it. Sony knew their network weren’t secure enough (Gizmodo link with another take on it). Their CEO had his secretary email him his password on numerous occasions. Sony lost a lot of sensitive employer information, like salaries, social security numbers and criminal records. Data they didn’t secure properly.
Basically once again Sony proved, they’re not good enough.

But shit got way out of hand, when there suddenly was a terrorist threat, that if movie theaters showed The Interview, there would be 9/11 like terror attacks, and then the world lost it’s shit. TERRORISTS.

So now it was a case of not having a terrorist nation pressure anyone into censorship. This was a case of freedom of speech now. Democrasy. Eagles. It was suddenly damn near an act of war.
And Sony kept quit, because this helped them. They are in for a shit ton of lawsuits, from people who been backtalked in mails from managers to managers. People who lost their personal information, that Sony might not have been supposed to have in the first place. Nobody said, wtf Sony. This again. This is the fourth hack in five fucking years. Nobody second guessed the legality in Sony DDoSing torrent trackers.

So many are now, blindly, praising Sony for standing up to North Korea and releasing The Interview online. Google, that helped host the stream, said the did it, because they’re all about information accessibility

Interesting only accessible to the extent, where Sony can make a fortune still, since the launch was regionally locked to the US. “Accessibility”

So where are the fingers pointed at Sony? That Sony once again are doing illegal shit, to help themselves. That they’re still beyond lax with data security. That there are enough reasons to be pissed at Sony. That they have gotten enough enemies in the hacker community because for their arrogance. People are dismissing evidence, and are simply not asking the right questions. Scepticism have been thrown overboard, because of that one word – terror.

And the threat about terror only came long after the start of the hack. It was never mentioned in the start.

I really wish people would be a bit more sceptical, and not just jump to conclussions.

Life update 2014

Jeg er fem måender inde i det nye job, og cirka halvandet år inde i en ny karriere sti. Det har været vanvittigt intenst. Jeg forlod et rolig og trygt job, i en lille sandkasse, i den tredje sektor. Det var for mig, en stor gambling. At forlade det, for at komme ud i en verden, hvor der skal præsteres. En verden hvor tingene gik meget hurtigt, og alt var meget omskifteligt. Så omskifteligt, at grundet nedskæringer, så fik jeg en fyreseddel efter 8 måneder. Lige nøjagtigt der, var jeg tæt på at fortryde min satsning.

Men fyresedlen blev ophævet, og et nyt eventyr ventede… indtil en måned efter, hvor jeg så blev opsagt igen. Der havde jeg så været i det nye job i et år, og sat på gaden. Men fra første til anden fyreseddel, skete der meget. Jeg så der var et jobmarkede, og der var brug for det jeg kunne. Det føltes godt.

Så jeg nåede aldrig at gå ledig. Fjorten dage efter min anden opsigelse, startede jeg i nyt job. Det er der jeg er nu på 5 månede, og det er fucking awesome. Det er en stilling der er så godt som skræddersyet til mig, i henhold til de ting jeg gerne vil arbejde med. Jeg arbejder sammen med en masse super fede mennesker, og folk som er ekstremt kompetente.

Arbejde er kommet til at fylde ekstremt meget i mit liv, og det er, for nu, ganske okay. Men at forlade trygge ramme, og springe ind i en ny verden, har påvirket mig meget.
Jeg har fanget mig selv i, adskillinge gange, at spekulere meget over hvad jeg har foretaget mig tidligere i livet. Jeg fortryder i den gang, at jeg har stået sådan i stampe. Det hele blev lidt for trygt. Det hele kan blive lidt emotionelt. Man kan boble lige rigeligt af følelser. Skulle jeg dog ende med, at blive lige rigeligt rørstrømsk, så er der givetvis en af mine nye kollegaer, som kan rette op på det, med en malplaceret penis joke.

Så det tog mig rigtigt mange år at finde ud af, at hvis man ikke følger tempoet livet sætter, og tager chancer, så bliver trygheden noget af det mest usikre i ens liv. Det er et paradoks et eller andet sted, men ting må bare ikke blive for trygge. Det stopper udviklingen. Går den i stå, så sagter man bagud og folk/ting vokser fra en, og man bliver efterladt i sølet. Det skete for mig og har kostet mig lidt for meget.

Men ikke længere. Onwards and upwards.
Jeg er vild med mit fag, og jeg skal have lært en helvedes masse, for at blive kompetent nok.

At starte nyt job.

For en evighed siden skrev jeg om, at jeg startede et i et nyt job. Det gik ikke som jeg håbede, vi blev pludselig ramt af store nedskæringer. Ikke noget jeg havde set komme. Det havde igen faktisk. Men jeg vil aldrig have været den oplevelse foruden. Det gav mig mod på at prøve mere. Gav mig et større netværk. Det gav mig også en profil. Det var nogle fantastiske kollegaer, og en mulighed for at vokse fagligt. Men jeg blev fyret, som så mange andre. Over to omgange faktisk, men det er en historie til et anden gang.

Jeg nåede dog aldrig at gå ledig. 14 dage efter jeg fik min opsigelse, startede jeg i et nyt job. Nu ved et endnu større firma, som lige var blevet opkøbt af et gigantisk firma. Hele setuppet er næsten perfekt, og for en pessimist som mig, næsten for perfekt. Jeg skal arbejde videre med mange af de fantastiske nye teknologier vi var begyndt at arbejde med, ved min tidligere arbejdsplads. Saltstack og MongoDB. Deruodver skal jeg blive skarpere på scripting, bash, python og Powershell. Skal også til at begynde at arbejde med PHP igen. Jeg skal kommer til at arbejde mere med databaser, end tidligere. Det være sig Oracle, MS SQL, PostgreSQL og MongoDB. Det er jeg rigtigt glad for. Det hele er i en skøn blanding af fysiske og virtuelle servere. VMWare, KVM og AWs. Det er lidt Windows, og rigtigt meget Linux. Det er fantastisk.

Men at starte i nyt job, er altid hårdt. Ja, det siger jeg, som kun er på mit tredje job i 14 år, men dog det andet på halvandet. Der er rigtigt mange nye mennesker og ansigter. Mange nye navne. Mange nye temperamenter, humor, toner og føelser. Jeg er som oftest altid ret introvert, indtil jeg har fundet mig til rette. Så er jeg typisk lidt for udadvendt med et rimelig defekt tanke til tale filter. Men det tager dog lidt tid.
Man skal også bevise sit værd den første tid. Jeg er som sædvanligt blevet smidt i, i den dybe ende, men det er nok meget typisk for denne verden. Svøm eller drukne. Der er mange ting at lære, og blive bekendt med. Det er bare at smøre ærmerne op. Men man føler sig alligevel under en lup, selvom alle ved, at der er en omstilling. Jeg har for føste gang en decideret sysadmin kollegae. Det er fantastisk, men jeg tænker hver dag, hvornår han bliver træt af mine spørgsmål. Burde jeg ikke være dygtig nok til at stå på egne ben? Ja og nej. Selvom jeg ved, at jeg ikke bare med det samme får indsigt i deres setup, så er der altid den nagende stemme, “det burde du vide”.

At vandre rundt i en andens produktions miljø, er også en skræmmende ting. Hvad nu hvis man laver en lille fejl? Bang, pludselig er 74 kunders produkt nede. Hvad nu hvis man er lidt for agressiv med oprydningen af gamle backups? Hvad nu….. Sådan er det hele tiden. Jeg har arvet et setup fra en som havde arvet det fra en, som havde lavet det på den anden side af jorden. Når man nogensinde at blive tryg ved det?

Kort sagt – jeg er så glad for mit nye job. Jeg elsker, at kunne udvide min falighed. At min hobby og interesse, nu er mit erhverv. Det er fedt. Jeg elsker at lære om alle de her nye ting. Men i gud hvor er det hårdt at komme ind et nyt sted, hvor alle sidder trygt og har styr på deres.

Men sådan er IT verdenen.

Del Pede dot me.. what gives

Har besluttet mig for, at ligge Gainalicious i graven… sådan da. Domænet bibeholder jeg, så de gamle posts stadig kan findes. Så hvorfor? Simpelthen fordi jeg ikke længere er den “samme” Del Pede. Jeg er blevet ældre. Det bliver vi selvølgelig alle og det er som oftest ikke noget vi gør et stort nummer ud af. Hellere ikke jeg, men dog et sted, er der sket markante ændringer de sidste par år. Jeg er blevet mere karrieremenneske. Det havde jeg aldrig troet skulle ske, men jeg kan i den grad godt lide mit erhverv, så jeg er nu opsat på at blive bedre til det.

Samtidig blev jeg nok mest kendt for mine “brevkasse” skriverier, og det gør jeg ikke rigtigt i længere. Hvorfor? Dunno, energien er bare væk. En ret hæftig writers block, kan man kalde det. Jeg har bare ikke den opfindsomhed til at skrive den slags længere. Humoren er lidt væk. Det irritere mig, men måske den kommer igen.

Og det hele startede egentlig bare med, at denne blog skulle være en træningsjournal. Et sted hvor jeg kunne udveksle mine erfaringer med de folk jeg trænede med. Men alt gik galt. Så mange skader. Til sidst opgav jeg træningen – for nu. Jeg begynder at træne igen på et tidspunkt, men ikke ligel pt, og det bliver givetvis hellere ikke noget jeg kommer til at blogge meget om.

Men pt. har jeg nu også mest lyst til at skrive om mit erhverv. Skrive om politiken bag, samt det praktiske. Så min blog bliver en it blog, mere end noget andet. Endr jeg med at finde gløden til at skrive meget igen, så kan det være, at der kommer mere.

I dag afinstallerede jeg Facebooks App til Android

Kom hjem på mit eget wifi efter et kort julevisit ved familien, og lagde mærke til, at der var en ny opdatering til Facebook for Android, men at jeg skulle give den adgang til nye rettigheder. Der bed jeg pludseligt mærke til, at nu vil Facebook have adgang til at læse mine SMS og MMS’er. Det var ikke så meget det, at den vil have lov til at tænde mig wifi når den fandt det nødvendigt, men nu vil den til at rodde i min sms indbakke.

Facebook

Der siger jeg altså stop. Nu er grænsen nået. Jeg ved godt, at Facebook lever af, at forgribe sig på vores privatliv, og at når en service er gratis, så er det fordi brugerne er produktet. Det er alt sammen ting jeg er indeforestået med. Jeg ved selv hvilke informationer jeg giver Facebook (sådan da). Jeg bestemmer selv hvad jeg fylder ind af data i min profil, og jeg ved nok omkring Big Data til at vide, at det er den vej verdenen nu går.

I dag samler virksomheder oplysninger ind om os alle sammen. Det er blevet en sekundær industri for mange virksomheder, at samle data sammen, som de så kan bygge recommendations på. Apple er nok den virksomhed i verdenen, efter Google, der ved mest om mobil brugere. Det bliver brugt til at analysere hvordan vi bruger deres produkter, og hvordan de kan forbedre dem. Men det bliver også brugt til, at man kan sælge den data til tredjeparter. Fokusgruppe undersøgelser er vel noget nær a thing of the past, når man bare kan spørge Google om, hvad en specielt demografi foretrækker. Det handler ikke mere om kvaliteten af dataen, men mængden.

Så når vi når et punkt, hvor Facebook efterhånden vil data mine alt på min telefon, så siger jeg stop. Tredjeparts virksomheder, skal ikke tilkøbe sig adgang til mine sms’er. Nej. Så derfor afinstallerede jeg Facebook for Android, og har istedet installeret Klyph for Facebook. Den kræver slet ikke de samme rettigheder.

Generelt vil jeg nok begynde at overveje hvor meget længere jeg vil fortsætte med at give så meget af mig selv, til sociale medier, der operere på den måde.
Jeg ved godt, at når jeg sender en tweet, så bliver der lagre 30 andre informationer med det tweet. Men Twitter har dog alligevel færre felter, hvor jeg kan fylde informationer ind, om mig selv.

Men Big Data begynder altså at kræve, at vores politikere tager vores privatliv bare lidt alvorligt

14 måneder siden sidst… hvad så

Det er vel noget der ligner 14 måneder, siden jeg sidst skrev i min blog. Jeg har været brændt ud. Evnen til at skrive har været væk. Jeg har stadig været meget engageret i en masse emner, og har haft en helvedes masse kraftige holdninger til det. Men evnen til at fastholde tankerne og holdninger længe nok til, at jeg kunne få dem skrevet ned i en forståelig sammenhæng, har ikke rigtigt været til stede. Især mine populære “Brevkasse” posts, har været noget nær helt umuligt for mig. Det hele endte med at flyde ud mellem fingrene på mig, inden jeg kunne få det hakket ind i min blog, og få det gjort forståeligt.
Det har jeg bare ikke rigtigt kunne…. og så gik min blog lidt hen og døde.

Men hvad er der så egentligt sket. Jeg har fået nyt job. Efter 11 år i det samme job, er jeg taget et stort skridt op af karriere stigen. Det er bl.a. også en af grundende til, at jeg har været så fåmælt i de sidste måneder. Jeg er nu 4 måneder inde i mit nye job, og jeg elsker det. Jeg arbejder nu i høj grad mere med systemadministration. Større systemer og flere af dem. Det er både Linux og Windows. Administration af Windows servere, er ikke noget jeg har gjort meget i før.

Det hele var en mulighed der kom lidt ud af det blå. Jeg havde set deres opslag, men ikke spekuleret i at søge det. Snakkede med en ven omkring det, som arbejder der, og nævnte jeg havde set opslaget. Pludselig gik det stærkt. Han ringede til mig, og sagde jeg skulle sende et CV. Kunne så se, at deres HR Manager havde været inde og se min LinkedIN profil. Før jeg havde set mig om, havde jeg været til tre samtaler og en personlighedstest. I løbet af 5 dage gik jeg fra at været i et sikkert og trygt job, til at skulle fortælle min chefen, for det job, at jeg efter 11 år skulle videre. De tog det pænt, og var glade på mine vegne.

Men det hele gik hurtigt, og jeg har et par gange derefter, været bekymret for, om det gik for hurtigt – om jeg havde forhastet mig.
Men nej. Det var det rette valg. Og jeg har lært en ting. Hold din LinkedIN profil up to date, hvis du har en. Før du ved af det, kan det give afkast.

Så jeg i slutningen af Marts, skulle jeg til at gøre klar til at starte i ny stilling 1. maj. Det betød, at jeg fik mere travlt end nogensinde før, på mit gamle job.
Og derefter blev jeg smidt i den dybe ende på det nye job. Det har ædt så meget tid og energi. men det er det værd.

Jeg har ingen uddannelse. Jeg har en sproglig studentereksamen, som i skrivende stund, ikke er fem potter pis værd. Derfor var det et godt valg, at få et nyt job, der kan putte en masse konkret erfaring på CV’et

Og det er en af de ting der er sket over de sidte 14 måneder. Jeg er vokset. Blevet mere ansvarlig. I mit gamle job, kom alt i en pakke. Take it or leave it. Pludselig skulle jeg tage stilling til pension og investeringer. Men jeg har mere syn for fremtiden. Måske er jeg blevet lidt mere ambitiøs.
Jeg har fået en dejlig lyst, til at lære nye ting, og det gør jeg i stor stil lige nu.

Men det er bare endnu en epoke i mit liv, hvor jeg tager modstridende kvantespring. Fra at være selverklæret “liberalist” som stemte Venstre, men arbejde i det semioffentlige (den 3. sektor), til at stemme Enhedslisten og arbejde i det private erhversliv.
Modstridende? Helt sikkert. Men det kan sagtens fungere. Især med mine syn på IT Politik.
Det vigtigste er dog, at jeg nu har flere kollegaer. At jeg ikke længere er den eneste der sidder med IT. At jeg indgår i et team.

Men nu har jeg fået lysten til at blogge igen. Jeg har især lyst til at skrive om de ting jeg sådan til lære mig. De projekter jeg skal igang med. De problemer og løsninger jeg kommer i kontakt med.

Men jeg vil også begynde at blogge om livet igen. Om politik. Og måske jeg ender med at blive så bitter, at humoren blusser op igen.

Vi må se.
Og så har jeg skiftet min blog fra B2Evolution til WordPress

Fleksjob og reformer

Jeg har i en lang periode opgivet at skrive noget der giver mening på Facebook. Jeg har før delt mine politiske meninger, og kommer med mine kommentar til artikler omkring det. Desværre er Facebook blevet ligesom nazionen på EB. Folk har mere ondt i røven over hvad de ikke selv har, end at kunne acceptere at nogen har haft held med at få noget. Hvis ikke snart det her lands indbygger begynder at ændre holdning til hvad velfærd er, så bliver janteloven snart en fast del af vores grundlov. Det er ganske uhyggeligt at læse hvad folk kan finde på at sige, når de læser af en flexjobber, med muskelsvind, tjener 30.000 kr for sit job hos Enhedslisten. Folk bliver forarget over at de ikke selv tjener 30.000 kr. At de får meget mindre på deres syge- og dagepenge.

Det kan bare ikke sidestilles med et fleksjob. Givet er,at hun er heldig med, at Enhedslisten er fair nok til at give hende den løn, hendes ligestillede får. Det er ikke 30.000 kr hun får udbetalt fra statskassen. Der kommer kun et supplement. Typisk vil det være sådan, at man får en ½ finansering, og så vil man være ansat på mindstelønnen i sit fagområde. Men den reelle sandhed er, at de fleste kun kan få fleksjob ved kommunen, og så tjener de pludselig betragteligt mindre. Der er det HK’s mindsteløn, og så er vi altså mindst 10.000 fra de 30.000.

Tilsyneladende tror folk, at det drejer sig om, at den månedsløn 100% kommer fra det offentlige. Her er tale om en finansering hvor det offentlige enten betaler 2/3 eller 1/2 af fagområdets mindsteløn. Max beløbbet der kan gives i finansering fra det offentlige er pt 466.594 kr. Det lyder nu nok af meget, men her er tale om max 3% af de der er visiteret til fleksjob der får sådan en løn. Husk også, at der bliver betalt skat af den løn, og husk også at der er en arbejdsplads der betaler 1/2 eller 1/3 af vedkommendesløn. Det er betragteligt mere givtigt for samfundet, at have folk ude i fleksjob, end at have dem hjemme på en passiv ydelse.

Men den reelle sandhed er nærmere, at de fleste i fleksjob har en brutto månedsløn på omkring 19.000 og at de typisk også har udgifter til medicin og forskellige former for terapi (fysisk/psykisk).

Så det er ikke udelukkende en udgift for det offentlige, at have folk på fleksjob. Det kan godt være, at Mette Frederiksen snakker meget om de her der tjener 28.000 kr, men langt de fleste ligger nok nærmere på HK’s løntrin 11. Det er givtigt,da pengene kommer ind igen, ved at have mennesker i arbejde i samfundet.

Jeg syntes det vil klæde en del mennesker, at sætte sig ind i hvad fleksjob er. Der er ikke tale om arbejdssky mennesker, som ikke gider arbejde. Der er tale om folk, som har kompetencer og uddannelse, som grundet ulykke og sygdom, har nedsat arbejdskraft. De er stadig en resource for samfundet, og derfor har man fleksjob, for at kunne gøre det muligt og attraktivt, at få denne resource i spil igen. Oftest har de mennesker været igennem et opslidende forløb, for at blive visiteret til et fleksjob. Opslidende undersøgelse af krop og sind. Nøje gransken. Ventetid. Møder. Afslag. Uvished. At ikke vide om man er købt eller solgt, når man selv godt ved, at man ikke kan passe et job som alle andre. At man ikke længere er så priviligeret, at kunne konkurrere på arbejdsmarkedet på ligefod med andre.

Det er ved at være på tide, at danskerne holder op med at have ondt i røven over hvad andre har. At man prøver mere på at forbedre sin egen situation, fremfor at forringe andres. Man har ret til sine overbevisninger, men jeg syntes det er pisse ækelt, at overfalde en, som tør tage bladet fra munden, udelukkened fordi hun ENDELIG er i en situation, som er bedre en visse andres. Sæt jer ind i hvad i udtaler jer om, kære dansker, og så vil i måske ikke have den samme grund til at være så modbydelige, som i har været her
https://www.facebook.com/johanneschmidt/posts/10150941480548640

Fucking Thomas Treo

Kender i Thomas Treo? Han arbejder for Ekstra Bladet. Han skriver om musik. Han er ikke journalist. Han er hellere ikke anmelder. Han er et uspektakulørt og ordfattig pikhovede, der spejler sit ego i at svine kunstner. Manden skriver meget sjældent noget pænt om noget, og hver gang han har fået postet en anmeldelse på eb.dk, så flyder nazionen over af galde over idiotens makværk. For han rammer som oftest temmeligt meget ved siden af, og hans anmeldelse handler mere om, at han skal hæve sig over andre. At ved at han syntes, hvad andres syntes er godt, er lort, og ikke er bleg for at pensle det ud, med hans matte sprog.

Efterhånden er det kommet der til, at man læser 1½ linje ned i en anmeldelse på eb.dk, og så ved man hurtigt om det er Thomas Treos trusse der strammer.

I dag har han så gjort det igen, med det her stykke usaglige stykke lort på eb.dk. Med en overskrift som 546 snotdumme fans af L.O.C., så er tonen i høj grad lagt. Samtidig kommer der også en stikpille om, at fans af Hip Hop skulle være dumme. Kan i gætte om Thomas Treo kunne lide L.O.C.’s nye plade?

Nu syntes jeg nok bunden er noget, og at man bør sige fra over for den fucking nar.

Hvad Thomas Treo ikke har fattet en skid af, eller måske har han, og bare bruger muligheden for at svine nogle flere mennesker til, at det her er en NY måde at markedsføre og distribuere sin musik. Fremfor at sælge alt for dyre CD’er og lavkvalitets DRM inficerede Mp3’er som er bundet til en enkelt platform, så har L.O.C. fundet en ny distributionsplatform. Ja, TDC betaler festen, men det betyder at en masse mennesker kan få hans musik uden at skal lide under kommercielle interessers kæder. Det betyder også, at en kvart million mennesker, har downloadet hans musik, hvilket er betragteligt mere end hvad der blev solgt af forrige album Libertiner. Det betyder eksponering. Det betyder at folk tager til hans koncerter. Det er DER kunstnerne tjener til smørret på deres brød. Ikke ved at svede i studier, for at indspille en CD hvor de færreste får 20 kr af de 150 kr den koster.

Det er en ny tidsalder. Hvor forbrugerne og kunstnerne er i tættere kontakt. Hvor bekvemmelighed og produkt i højere grad er i fokus, end pladeselskaber og rettighedshavere. Han vælger så at svine et af de bedre tiltag til.

Hvad han vælger at overse, er at her kan være tale om taknemlige fans, og ikke bare fans der er kommet for sent til festen, for jeg kan da love dig for, at det ikke bliver særligt svært at finde det album på nettet uden at betale for det. Bl.a. via streaming tjeneste som WiMP, Spotify og TDC Play. Her er nok nærmere tale om folk som siger tak til L.O.C. for at være med til at bryde med rettighedsaliancens rænker, og være med til at føre os ind i en nyere media distributions tid.

At kalde de betalende kunder for snotdumme,fordi de viser loyalitet og retfærdigheds sans er forargende, og fuldstændigt utilstedeligt. Men det er Treo’s stil. Svin andre, gemme sig selv. Vent og se hvad der kommer til at ske med hans pladesalg, når vinylen rammer. Folk vil godt betale for kvalitet. Folk vil godt være med til at betale for den produkt deres favorit kunstner levere. De vil bare ikke røvrendes.

Den slags fatter Thomas Treo bare intet af. Han gider hellere ikke sætte sig ind i det. Han har mere travlt med at forherlige sig selv, og sin egen påtaget smag. Her i Aalborg husker vi mest Treo for at være en lille Københavner lort, som sidde i sin læderjakke til koncerter, og forsøger at dupere lokale piger med EB pressekort og avis betalte guldøl, i sådan en grad, at nogen gider snave med ham. Her oppe er det bare sådan, at den slags typer, tit løber ind i dørkarme.

Der kom en, der kom to, der kom tre til

Følgende er skrevet hurtigt ned i et hug

Min hjerne koger temmeligt meget i tiden. Jeg suger så mange ting til mig, og spekulere rigtigt meget over det. Jeg spekulere alt for meget i tiden. Jeg får hovedpine af det, og det er ikke løgn. Jeg ligger bånd på mig selv, for ikke at smide mig hovedkulds ud i debatter, som ender med at køre af sporet, og gøre mig sur, ked og/eller frustreret. Jeg møder alt for tit folk, som ikke kan debatere på et ordentligt niveau. Jeg ender alt for tit med at være i debatter med folk, hvor vi aldrig kommer i nærheden af hinanden. Jeg spilder alt for meget tid på at blive sur på folk via nettet, som kun siger hvad de gør, for at forarge og skaffe en respons. Jeg har måtte sortere krafttigt i den slags, og lader nu helt være med at engangere mig i debatter. Men.

Så ser jeg EaggerStunn videoen i dag, og det hele strømmer ind over mig igen.

Jeg kan simpelthen ikke bare lade være med at sige følgende.

Med frygt for at citere den enerverende Natasha, hvad fanden er der sket Danmark?!

Hvad fanden sker der, når vi i vores lille land med det store hjerterum pludselig kan høre vores folketingspolitikere diskutere om vi skal bruge oplysninger som der er kommet af tortur. At vi skal diskutere om tortur kan være i orden. At MAN diskutere, om det kan være legitimgt for vores ordensmagt, at bruge tortur.
At vi lever i et land, hvor de højstuddannede og folk med penge på bogen, kan tillade sig at kaste deres kærlighed på hvem de vil, mens andre fabriksarbejdere ikke skal kunne forvente at flytte sammen med deres livskærlighed. At vi har en stenalder instituition, som ikke vil vie folk der elsker hinanden, fordi de er af samme køn. At de mennesker der forkynder næstekærlighed, ikke vil give hånd til kvindelige præster.
At vi har unge mennesker som render rundt og skyder hinanden på gaderne, og politiet mest af alt har opprioriteret at give cyklister mere i bøde.
At vi har en rød regering, som er begyndt at købe ind i den blå retorik. At vi har folk der er så syge i det her land, at de ikke kan passe et arbejde, nu skal motiveres til at blive raske, under det påskud, at man ikke vil binde dem til en situation resten af livet.
At underholdsningsindustrien nemmere kan komme til orde ved vores folkevalgte, end det folk der har valgt dem. At vi hver eneste dag, skal frygte for, hvilken rettigheder vi nu for taget fra os. At vi skal frygte hvornår det er os der ryger til afhøring, fordi alt den data der er blevet samlet sammen om os, bliver mistfortolket.
At vi skal finde os i mere og mere overvågning, mens vi fnyser af de partier, som skulle have rødder i det gamle DDR.

De rettigheder vi vil smide fra os, fordi vi pludselig ikke længere vil dele noget, er rettigheder en masse mennesker har blødt og svedt for at give os. Der er folk i årevist har kæmpet og kæmpet for, at staten ikke skulle bestemme over os. Vi kæmpede for at få afskaffet stavnsbåndet, men nu er man igang med at genindføre de for de syge og fattige.

Vi har så mange offentligt ansatte, som dagligt stresser over det bureakrati de har fået presset ned over hovederne de sidste par år. Folk der er i fare for at miste deres job, fordi de handler det forkerte sted. Offentligt ansatte som selv må ligge penge ud for at gøre deres job nemmere. Samtidig med det har man en Eldrup ved Dong, som tjenwe 17 millioner på tjenestemandsvigt.

Danmark – hvad er der sket. Er det så vigtigt for os, at have de ekstra par kroner på lommen, at vi vil give afkald på at tage sig af sin næste. Danmark er ved at blive et land, hvor vi er ligeglade med hinanden. Janteloven er sgu ikke kun noget på landet. Det er noget for alle, og den er ved at blive omskrevet. “Tro ikke du er noget” til “Du skal fanden ikke have noget”.