Monthly Archives: April 2008

Danske Sportsjournalister

Er det ikke på tide, at vi får sagt stop for denne hob af selvfede idioter! Jeg er dødtræt af at høre på det tyksvin til Carsten Werge sidde og komme med stikpiller til Per Frimann under en CL kamp. Jeg er endnu mere træt af, at Werge mangler så meget format, at han skal sidde og skændes med Frimann, hvis denne giver lidt igen. Det er fucking ynkeligt.

Jeg er dødtræt af, at høre på den ene hjernedøde journaslist runde efter runde forsøge at få Lynge til at opjustere klubbens målsætning. Der er ingen i Aalborg der vil få gavn af det. Målsætningen er udstykket af bestyrelsen, og derfor er det ikke en del af Lynges job at justere i den. Lad være at spørge ham, for han ændre ikke på den. Flopper AaB første pladsen, men alligevel ender i top 4, så er målsætningen hjemme. At det får enkelte idioter på forskellige trænerbænke rundt omkring i landet til at kalde AaB fjantede rager mig en skid. Pas jeres egen butik. Vi har været lige ved og næsten før.

At man runde efter runde forsøger at tvinge ud af Tom Køhlert hvad han skal til næste sæson er latterligt. Han har sagt han ikke vil snakke om det, så lad ham være.

At en idiot bliver ved med at stå og gentage det samme spørgsmål til en Lars Olsen, som helt korrekt ikke vil lufte personalesager i pressen, vedr. Djiby Falls udvisning mod Lyngby er til grin. Det er er respektløst, at ikke vil acceptere det svar man får, og at man mener det er en gudgiven ret, som sportsjournalist, at kunne tillade sig at tirre folk til at kamme over, og sige noget med kød på.

Og grænsen er nået når en konge idiot som Jesper Bugge skriver følgende på tv2 sports hjemmeside

AaB’s Simon Bræmer mener, at sportsdirektør Lynge Jakobsen er en snedig forhandler, der har snydt flere spillere.

AaB’s angriber Simon Bræmer lagde ikke fingre imellem, da han inden kampen mod AC Horsens skulle beskrive sportsdirektør Lynge Jakobsen:

– Jeg har ikke haft nogen dårlige oplevelser med ham, men det ved jeg, at der er andre der har. Han har aldrig snydt mig, men jeg ved han har snydt andre, siger Bræmer til TV 2 SPORT, og fortsætter:

– Hvis du spørger spillerne, føler de sig nok ikke snydt, men hvis du spørger Lynge, vil han mene, at han har snydt dem, slutter AaB-angriberen, der netop har fundet vej tilbage til startopstillingen hos nordjyderne.

Det der, har Bræmer udtalt ja. Det er sandt. Han har udtalt det på opfordring af Tv2 Sport, som angiveligt skulle bruge det til et indslag om Lynge, hvor de bad spillerne om at smøre godt med ironi på. Vi så klippet igår aftes inden AaB – Horsens kampen. Hvor Bræmer stod og små grinede da han sagde det. Lynge små grinede da han hørte det. Men idag er der så en kraft idiot, der hedder Jesper Bugge, som har besluttet sig at brygge en sandhed på en ironisk kommentar, fostret af en kollega. Det er en fucking skændsel.

Tilgengæld er det meget cool at se, når man går hårdt til Don Ø, og ser hvordan arrogancen får ham til at miste plottet, og gør at han handler på en måde, som han vil skose hver en medarbejder han har under sig, hvis de havde samme opførsel. Især fordi det er sjovt at se ham i fornægtelse og at han vitterligt har mistet en smule af plottet.

Jeg kunne godt tænke mig, at der kom lidt selvransagelse i den danske sportsjournalist stand, samt at man tog sit fag lidt mere seriøst. Hele sæsonen har agendaen været at få folk til at sige ting de ikke vil sige. At få dem til at sige det, journalisten gerne vil høre, og siger han ikke det, så skriver vi det alligevel. Standarden er dalet, og er underlødig. Jeg gider ikke læse de store mediers sportsseksioner længere. Jeg gider ikke se Onside. Det er noget hø. Jeg gider ikke se Fede Werge lege pauseklovn i hans “nye” koncept af et fodbolddebat program, hvor han kan stå og afbryde gud og hver mand, og så lige sige et eller andet sjovt.

Jeg savner, at flere journalister gjorde som Jens Jørgen Brinch, da han gik over stregen overfor Thomas Augostinussen, og langede ham en offentlig undskyldning. Det viser mandsmod og at han tager sit navn alvorligt. De andre fjoller bare rundt, og det er ulideligt at se på.

Kommer guldet hjem?

Kommer guldet til Aalborg i år? Med et 8 points forspring ser det fornuftigt ud. Nogen vil sige, at den er i kassen. Jeg tør ikke. Jeg ved det kan gå galt. Som det gik galt i 99/00 sæsonen, hvor det i sidste runde endte med en 5. plads. Med fare for at jinx hele proceduren, så vil jeg alligevel vælge at skrive det blogindlæg, for at komme lidt ud med det, som brænder inde i mig.

AaB er et hold, hvor man sagtens kan huske alle triumferne. Der har ikke været så overvældende mange af dem. To mesterskaber siden 1885. Men måske et tredje nu er på vej?

Men hvis AaB skulle gå hen og blive mestre i denne sæson, så er det ikke noget der vil have den samme betydning, som mesterskabet i 99. Ikke for mig. Ikke at det ikke vil være flot, men det er på andre præmisser.

I 99 købte Lynge et mesterskab til AaB. Det kostede angiveligt 13 millioner kroner. Lynge hentede tre forstærkninger til AaB. En til hver kæde. Jozo Matovac til forsvaret. Ståle Solbakken til midtbanen, omend han kom et halvt år før. Dan Sahlin til angrebet. Med de tre spillere mente Hans Bache, at mesterskabet var realistisk. De tre spillere var fødte naturligt leder. Udadvendte, omgængelig, karismatisk og stærke. Dan Sahlin satte sig præg med det samme, men blev selvfølgelig skadet, og fik kun 6 kampe for AaB. Det var dog 6 kampe der gjorde, at alle huskede ham, og begræd hans afsked. En ondartede stafylykok betændelse gjorde en ende på hans karriere. Jozo Matovac udgjorde en klippe i forsvaret, med den unge Thomas Bælum ved sin side. Samme med Bård Borgesen og Kleber Sarenpää. Eller diletant forsvaret Lennart Bak og Thomas Gaardsøe. De lukkede godt af bag til, så de andre kunne tillade sig at gå frem af banen, og med en utrættelig Lars Thomsen til at rydde op, så var det bare at køre på. En kollega omtalte det som AaB toget, der bare bussede på minut efter minut, og ingen hold kunne blive ved med at stå i mod.

Med kampe som Vejle 4-3, Vejle 5-2, FCK 4-3, Aarhus Fremad 3-2, hvor holdet konstant kom bagud, men kom igen, viste truppen sig at være uknækkelige, og de tabte også kun tre gange i den sæson. De to første nederlag kom mens krisen begyndte at kradse. Angriberne var skadet, og der manglede lidt på midtbanen også. Det blev til et smerteligt 4-2 nederlag til Silkeborg hjemme, og et besyndeligt 1-0 nederlag til AGF ude på en skændsel af en fodboldbane. Iøvrigt Frank Strandlis debut.

Frank Strandli. En legend i Aalborg. Han vil ALTID kunne komme til Aalborg, og vil blive taget i mod med åbne arme. En stor udgidelig satan, som nok godt kunne komme op i fart, hvis en Alan Ravn skulle saves over, eller en Per Nielsen lige skulle vises at han nu kun var den anden stærkeste i luftrummet. Det er DEN slags vi vil se. Ærkerivalerne ydmyget.
Frank Strandli brændte to 100% chancer mod AGF, og så aldrig tilbage derfra.

AaB var det ubestridt bedste hold i 99. Ingen tvivl deromd. FCK var gode. AB var gode. Brøndby var gode. AaB var bedre. Meget bedre. En stærk homogen truppe ligeligt besat med arbejder, forsvare og offensive kræfter. Prydet med klassespillere som Anders Andersson, Jozo, Ståle, Strandli, så var det et godt velspillende mandskab. Et mandskab hvor spillere som Henrik Rasmussen og Allan Gaarde blomstrede op. Et mandskab der gjorde, at folk stoppede med at spørge ind til Lars Thomsens kvaliteter som fodboldspiller.

Det hold fortjente guldet, og det kan vi takke Lynge for.

Men hvad så nu? 6 kampe igen. 8 point ned til forfølgerne. Viborg ude næste gang. Kan det gå galt? Ja! Går det galt…… *argh*

Hvis AaB vinder mesterskabet, så er det ikke takket været Lynge, selvom han har hentet rigtigt gode spillere ind, for ingen penge. Spillere som Michael Jakobsen, Jeppe Curth, Rade Prica og Johanson. Gode spillere, men ikke spillere som Jozo, Sahlin, Strandli, Andersson og Ståle. Kommer mesterskabet til Aalborg, så kan vi takke Erik Hamrén for det. Lynge har ikke givet ham de bedste vilkår, ved konstant at skibbe hans midtbaneprofiler ud af klubben. Silberbauer, Ericsson, Würtz og Fredrik Winsnes. Erik Hamrén har dog stædigt holdt fast i sit koncept, selvnår gud og hver mand har råbt på at han skulle fyres, for det har været en hårdt tid undervejs, til hvor vi står nu. På toppen af verdenen. Lange bolde, der fik en til at tænke tilbage på Rudbæk tiden, klingede ikke godt med løftet om danmarks bedste pasnings hold.
Men Hamrén har fået det hele vendt til, at AaB nu kan spille fodbold. Lange bolde hen over midtbanen, men også nydeligt broderier på den sidse tredje del af banen.

Der hvor Hamrén har tryllet er med spillerne, og deres formåen. Mange af spillerne er spillere som ikke kunne bruges for 2-3 år siden. En Augostinussen som var anden violin under Winsness og Würtz. En spiller som fuldstændigt floppede som angriber, hvilket var lidt ubegribeligt. I dag er han ligaens bedste og mest utrætteligt midtbaneslider, med en sund arbejdsmoral og offervilje. En Risgaard som blev glemt, da han var for langsom til at spille højre kant, hvor han egentlig var skolet til at spille. Han blev en nødløsning i forsvaret i efteråret, og senere hen en nødløsning på den defensive midtbane. I dag er de en dynamisk duo ala Würts og Winsness, omend med en bedre evne til at komme frem af banen, qua deres ungdommelige offensive indlæren.

En Simon Bræmer er blevet genrejst. Hans psyke har fundet sin plads. Han har fundet noget ro. Han ser meget bedre ud på banen nu. Han løber de rette steder. Hans afslutninger, omend han kun har haft noget der ligner to i år (som begge har givet scoringer), er velovervejet. Han er den rolige kølige afslutter som vi huskede.

En Martin Pedersen, som har tonet sin indre psykopat lidt ned (pånær i går), og er begyndt at levere det spil han kan. Han er god frem af banen, og slår muligvis de bedste bolde, af alle spillere i truppen.

Pointen er, at Hamrén har taget en håndfuld dårlige svømmere, og lært dem at gå på vandet. Og når så de andre klubber gå kollektivt ned, så bliver det svært ikke at tro på, at guldet skal ende i Aalborg. Når klubber som OB, Brøndby, FCK og FCM konsekvent sætter point over styr, så ligner det en gudsendt gave til AaB. AaB er blevet skubbet frem i tabellen pga de andre klubbers utilstrækkeligheder. Selvfølgelig har AaB selv samlet vigtige point op. At vinde sent i Esbjerg er flot. At vinde ude over FCK er flot. Men det er ikke altid kampe hvor AaB har været det dominerende hold. De har bare holdt stand.

Det er lidt min anke. I 99 var AaB et godt hold, der dominerede kampene. Det syntes jeg ikke de er idag. Forstå mig ret. Skulle guldet komme hjem så er det flot og fortjent – uden tvivl. Man vinder ikke en liga med rent held (med mindre man hedder Herfølge).

Arch Linux

Nu har jeg efterhånden rodet med Linux i så mange år, at jeg ikke kan huske det længere. Det er stort set også det eneste miljø jeg røre på mit arbejde. Vi er Windows fri, hvilket er en gave.

Det hele startede med en Red Hat, som jeg aldrig fik til at fungere. Til Red Hats forsvar skal det siges, at det også var en utaknemlig opgave at kører på sådan noget gammelt lorte hardware. Det var virkeligt en prøvelse bare det at få lortet på nettet, og da jeg så spurgte i en IRC kanal på Undernet, så endte det i en mega ideologisk debat om hvorfor jeg egentlig vi køre Linux. Hvis manden som stillede det spørgsmål sidder ude bag skærmen og læser det her, så er der lige en hilsen til dig; Du er en mega idiot!!

Så sprang jeg på en FreeBSD, af fuldstændige uransagelige årsager. Der til skal så siges, at jeg faktisk ikke fik hentet en iso, men vist en cd med source koden. Gæt om jeg fik den installeret!

Der hvor det endelig gav bonus, og alt spillede, var en Mandrake. Så kørte det. Nu med dualboot og skidt. Fra Mandrake blev det så Gentoo, Ubuntu, Debian og Arch Linux. Idag kan jeg tage vare på mig selv i et Linux miljø (hvilket jeg er nødt til at skrive, isåfald at en leder fra mit usle job skulle læse med her).

Arch Linux vil jeg godt skrive lidt om her idag. Arch Linux er baseret på ideen omkring Crux Linux, men angiveligt bygget op fra bunden. For mig er det en slags Gentoo uden at skulle compile. Man skal selv konfigurere en hel del ting, men det er faktisk ret ligetil. Bl.a. er der en rc.conf, som styrer det meste, bl.a. netværk, moduler, daemons og andre trivialiteter. Der er en høj mulighed for konfigurering, hvilket også er en nødvendighed da intet er gjort for dig. Det er fleksibilitet vi kan lide. Ubuntu er også en dejlig distro, men der er alt gjort for dig fra starten, og så skal så mere eller mindre skævvride tingene til det du gerne vil have. Arch Linux ligger an på du bygger det selv.

Arch Linux er faktisk ret fedt at køre som nørd og Linux entusiast. Men jeg har en anke med distro’en, og det er en anke der gør, at jeg vil tænke et par gange over det, inden jeg putter Arch Linux i et produktionsmiljø. Software!

Arch Linux har faktisk en ret dejlig softwaremanager, pacman, men der er mangler i softwaren. F.eks. kan man nemt installere postfix, courier-imap, spamassasin, men der er ingen amavisd-new, som wrapper, i arkiverne. Det er lidt skidt. Det samme hvis man vil installere Ruby On Rails. FastCgi pakke er også noget man skal fuske sig til. Asterisk PXB mangler også, og det samme gør mange af dens udvidelser og moduler.

Det er dog ting man kan installere igennem deres AUR, hvor brugere kan uploade hjemmelavede PKGBUILD, som er tilstaverende Gentoo’s Ebuilds. En køreselsvejledning til compiling af softwaren. Problemet er lidt, at det er et meget autonomt miljø. Der er ikke for meget styring over det, og afhænger for meget af enkeltpersoner, at de forskellige builds bliver vedligeholdt.

Jeg kan rigtigt godt lide Arch Linux, som er en stærk og fleksibel distro, men hvis man skal selv compile og installere software igennem AUR, så kan den blive lidt svær at vedligeholde, og derfor så har alle dens fordele pludselig et par minusser, hvis man skal proppe den i produktion.

Måske det er derfor nogen kalder den for Aaaaarrrggghhhh Linux

sidst på måneden bums

Hvad gør man, når man er så slasket, at man ikke får handlet ind, og er så ilde stedt økonomisk, at man ikke kan komme med sine tykke venner i tivoli og æde stegt flæsk? Man lurer på hvad man har i køkkenet. Der fandt jeg så to styk peberbøffer. En halv courget. Noget grønt semiklamt pesto. Rigeligt med lime. Nogle cherry tomater som endnu ikke var rådnet. Og sidst men ikke mindst noget fuldkornspasta.

Det må jo så blive til et måltid mad.

Og lur mig ikke om jeg ikke kom til at spise som en konge.

Så!
Skær courgetter i tynde skiver
Skær cherrytomater over
Varm en pande
Hæld courgetterne på den varme pande
Steg dem
Kig ud af vinduet
Hæld de overskårede cherry tomater på den samme pande
Vend det hele.
Smid lidt lime saft på
En skefuld pesto
Salt & peber
Lad lortet koge lidt ud.

Steg bøfferne
Kog pastaen

Spis.
Prøv at lade være med at føle dig søle, det smager jo godt, selvom du er fallit

Endnu en fødselsdag

Sidste år skrev jeg dette indlæg, da jeg fyldte år. Ikke helt overraskende så kom der en fødseldag mere, godt og vel 365 dage senere. Jeg blev d. 17 april 32 år.

Det at blive 30 var noget jeg skrev meget om. Især fordi det var noget jeg snakkede med mange om. Det med at gå i panik over, at man pludselig er blevet 30, men også hvorfor man gør det. Hvad det er der sker, når man bliver 30.

Men jeg er over krisen nu. Det er en to års fase, og sådan tror jeg de fleste har det. At man noget nemmere nu kan indse, at man er “voksen”. Nemmere fordi man skriver “tre” “to”, når man skriver i sin alder, frem for “to” “ni”. Det er tallet “tre” der indikere skiftet i livscyklusen. Den der fortæller ens forfængelighed, at man ikke længere er ung nok til at stå og slange sig på Spirit lørdag efter lørdag. At man nu faktisk er vokset op.

Det behøver ikke ændre noget. Langt fra. Ens venner er vokset op også. Nogen knapt så meget, nogen mere end andre. Man skal lige bruge et par år på at fatte, at verdenen ikke bliver så satans meget anderledes, fordi man nu er i 30’erne.

Men jeg blev som sagt 32 år gammel d. 17 april i år. En fødselsdag jeg ikke husker så meget af, efter den tredje flaske rom kom på bordet, og en eller anden pludselig var overbevist om, at Branca Menta nok ikke var så slem en drik alligevel.

Men en fødselsdag er nu engang bare en fødselsdag. Jeg plejer at gøre noget jeg kan lide at gøre, og så egentlig bare holde mig for mig selv.

Så jeg har nu erkendt, at jeg ej længere er en vårehare, og krisen er ovre. Nu skal jeg bare have de sidste år til at gå, inden døden indhenter mig.

Dagsorden!

Ekstra Bladet kan godt lide fladskærme. Et klamt ord i øvrigt, som dækker ligeså rigtigt, som bredbånd. Men hvad, de mindrebemidlede skal jo også have en parlør.

Hvor kom jeg fra?
Nå jo.
Fladskærme, som Ekstra Bladet kan lide….

De kan lide dem så meget, at de skriver side op og side ned om dem. Bl.a en artikel om, at man kan få 40 tommer for under 10 af de lange. Skønt. Billigere end hvad jeg gav for mig vidunder. Ekstra Bladet har haft mange artikler om fortringlighederne ved fladskærme og også et par stykker om faldegrubberne.

Men nu har de så skiftet taktik. Fra at anbefale os hvilken vi skal købe, er de nu gået igang med at skræmme livet af os. DIT DYRE TV ER FORÆLDET!!!!!!
Omgwtfooonoz

Det er selvfølgelig en unuanceret artikel af karat. Lad os lige få EN ting på det rene inden vi fortsætter.
Kompatibilitet har ALDRIG været et emne, når elektronik skulle pushes, tilgengæld har der været nok af løsninger for at komme uden om det. Lad os nævne. UHF Vs. VHF. AM Vs. FM. BetaMax Vs. VHS. Blu-Ray Vs. HD-DVD. osv osv osv. Det løser sig nu nok.

Derfor er det lidt latterligt, at Ekstra Bladet bruger så meget krudt på at skræmme forbrugere til at tro, at det tv de køber er forældet, og ubrugeligt, når vi går helt digitalt i 2009.

Sagen er den, at langt de fleste “fladskærme” idag kører på en teknologi, hvor DVB-T signalet kommet i Mpeg2. Men det holder ikke ved. Kanalerne herhjemme vil blive sendt i Mpeg4 fra 2009. Er dit fjernsyn så forældet. Din tuner er, dit fjernsyn er ikke.

Ekstra Bladet hopper hen over de følgende fakta.
1) At man kan købe sig en setopboks som kan tage Mpeg4 signalet, og proppe det i dit tv.
2) At det muligvis er et fåtal som reelt kommer til at bruge DVB-T da langt de fleste kommer på med noget kabel halløj, og så kører DVB-C, og derfor alligevel skal have en boks.
3) Nogen kommer til at kører YouSee eller Zaptor = ikke DVB-T
4) At stort set alle TV har et common interface slot, hvor man så kan sætte en Mpeg4 dekoder i.

De 10 lange lange sedler er altså ikke spildt. Langt fra. Derfor gælder tommelfingerreglen mere end noget andet. Sikre dig, at dit tv har et godt billede, før du kigger på specs. Det er jo ret så vigtige fakta, som næsten er basal viden. Jeg er langt fra ekspert på det her område, men det her ved jeg da.

Og Mpeg4 er ikke endestationen. Det digitale signal kan helt sikkert komprimeres bedre, og dermed sikre sig, at man kan få mere data med i båndbredden = bedre kvalitet. Det er en mangelfuld artikel, og det er respektløst. Det virker mere som om, at man vil skræmme forbrugere, fremfor at vejlede dem. Istedet for at sige hele tv’et er forældet, så skulle man fortælle hvilke løsninger der er, for tv’et er ikke til lossepladsen, fordi tuneren ikke er Mpeg2 kompatibel.

Men det åbenbart den nye stil fra Ekstra Bladet. Mere end den har været før. Og når vi nu er ved emnet Ekstra Bladet, så læste jeg forleden en artikel om FCM Angribereb Frank Kristensen. Overskriften var som følger

Topscorer: Mit forsvarsspil koster mål

Når man ser sådan en artikel, så ligner det jo grangiveligt et citat. Men når man så kommer ind og får læst artiklen, så står der som følger:

– Farlige Frank, har du tænkt over, at du ville have været alene på topscorerlisten, hvis ikke du sjoskede så meget rundt nede i eget felt?

– Ha ha, ja det kan da godt være, at det har kostet et mål eller to på kontoen, for der opstår altid en kontrachance, når man er foran sidst i kampene, og når jeg er nede i midterforsvaret, falder de jo aldrig til mig, siger forwarden til Ekstra Bladet.

– Er du ærgerlig over det?

– Nej, for til gengæld har jeg måske reddet et point eller to, så hvis jeg på den måde er med til at hive sejren hjem, gør det bestemt ikke noget.

Det er ikke engang Frank Kristensen der siger de ting. Det er journalisten. Så man har fra EB’s side besluttet sig for, at kalde journalisten topscorer, og citere ham i overskriften.

Det er ikke god journalistik

Bravo Joan

Hej Joan
Jeg har mødt en dejlig pige over nettet. Vi har kun mødtes én gang, men snakker dagligt sammen over msn eller telefon. Hun er meget kærlig og antyder hele tiden, at der skal være noget mere mellem os.

Jeg er dog ikke sikker på, om det for hende bare er ligegyldig flirt, for hun giver også tit udtryk for, at hun savner hendes tidligere flamme, og går af og til helt ned over, at det gamle forhold ikke holdt.

Jeg synes, det virker, som om hun bare vil have noget her og nu erstatning for det tabte, og der ikke vil kunne blive mere ud af den kop the. Jeg har aftalt at mødes med hende igen, men jeg er kommet meget i tvivl.

Jeg har absolut ikke brug for at blive brugt som legetøj for en pige, der ikke vil videre lige nu. Skal jeg give det en chance og se, om det måske kan blive til noget, eller skal jeg holde fingrene væk? Kan hun overhovedet blive forelsket, hvis ikke hun er kommet sig helt over et tidligere forhold?

KH Tvivleren

Kære Tvivler
Når du taler med din veninde, så sørg for, at samtalen er spændende og intim. Spørg om ting, som får det bedste frem i hende som fx. ‘Hvad er det mest eventyrlige, du har gjort i dit liv?’ eller ‘Hvordan vil du gerne have, at dit liv ser ud om 5 år eller om et år?’

Hvis I først begynder at tale om hendes problemer, vil du automatisk ryge over i den skuffe, der hedder ‘Pigernes ven.’ Det skal du passe på med, for havner du først der, ser hun dig som en, der kan hjælpe hende, i stedet for at blive opfattet som en fræk og spændende mand.

Når I mødes næste gang, så find ud af, hvad du vil med jeres date, og arranger det, så det bliver sådan. Hvis du gerne vil have, at I har det sjovt, så gå ud og gør et eller andet aktivt. I kan fx. bowle eller gå på Eksperimentarium.

Hvis du gerne vil være romantisk så tag en kærlig gåtur i skoven og evt. en tur i biografen, hvor I kan flette fingre. Du må selv sørge for at dreje samtalen væk fra de tunge emner, så du ikke pludselig finder dig selv i gang med at løse hendes kæresteproblemer. Husk også fra starten at have så meget fysisk kontakt med hende som muligt. Det er vigtigere end alle de ord.

Jeg ønsker dig god fornøjelse med daten

Knus fra Joan

Det er med stadig stor overvejelse, at jeg poster dette. Jeg har tænkt meget og i lang tid over, om jeg bør give mit besyv med på dette brevkasseindlæg. Bl.a. fordi det ikke bliver sjovt. Fordi Joan har ret. Fordi det siger meget om mig. Fordi det siger meget om kvinder.
Men ret skal være ret. Joan har fået rigtigt mange hug af mig, og med rette, så derfor skal hun også have et bjørnekram, når hun siger noget rigtigt.

Joan rammer FULDSTÆNDIG plet med sit svar. For at holde en kvinde tændt i en mand, så er det et episk driblearbejde af Beardsley dimensioner, for at holde hende væk fra de tunge emner, hun SÅ gerne vil snakke om. Om hvor trist hende arbejde er, hvor lortet hendes naboer er, hvor ringe hendes forhold til hendes moder er, og hvor trist hun egentlig er over alt der sidder under halsen. Hold hende væk der fra. Hold hende drømmen. Rør ved hende. Se på hendes løber. Se hende i øjnene. Kig lidt på hendes patter. Vær galant, men ikke venlig. Vær ikke forstående, men lyt på de ting hun drømmer om, og hold hende fra hvad hun stønner om.

Det skal du gøre indtil den dag i er gift, og jeres økonomi er blandet så meget sammen, at ingen har råd til at forlade nogen, og man kun knepper for at få den anden til at holde kæft.

Så Joan har ret. Fuldstændigt. Hold en dybere distance, men spørg indtil familie og drømme. Ikke til kvaler. Kvaler er noget venner hører på, og venner får ikke fisse. Kommer du over i kassen venner, så har du fucket helt vildt op. Så er det slut. Jeg skal ærlig sige, at jeg ikke aner om man kan komme ud af den kasse, men du kan da prøve ligeså hårdt som du ville. Det du ikke skal gøre, er at være mere sød og betænksom, for så bliver du en lille hundehvalp, man bare ikke vil slippe igen, men aldrig vil gnave den af på.

Og hvorfor skal det egentlig være sådan, at man som en kæreste ikke kan tillade sig at være sød og forstående? Er der nogen der ude der kan svare mig på det. Første gang man sætter sig ned og hører på en kvindes problemer, så er det slut med snalder. Groft sagt. Vejen til et godt forhold, er at sikre sig, at kæresten bruger veninder til at laste af på, så man selv kan se fodbold i fred. ÅBEN for guds skyld hellere ikke selv.

Personligt syntes jeg det er noget af det mest forbandede ved kvinder. At de først ikke kan finde ud af hvilken slags mand de vil have, så når de får den mand de måske tror de vil have, så skal han guddødme ikke vise sig at være en flink fyr, for så ryger han af filetbrædtet hurtigere end en dårlig stør.

Som mand og kæreste vil jeg gerne gøre gode ting. Jeg vil gerne være rar. Jeg vil gerne høre på hvad folk jeg holder af siger. Men det har sin pris. Prædikatet god ven er ligeså farlig som kætter, mohammed tegninger og spedalskhed.

Så se jer for der ude!

Synce og Windows Mobile på en Ubuntu

Man kan måske argumentere fornuften i, at et hus der udelukkende kører Linux invistere i en Windows Mobile…. men det kan i gøre blandt jer selv. Sagen er den, at jeg har fået mig en HTC S730 som arbejdstelefon. Det er jeg svært begejstret for, hvis jeg skal være ærlig…. omend den teer sig som en Windows ME tiltider.

Men jeg vil jo gerne at jeg kunne sync min kalender med Evolution. Se…. det gør man jo ikke bare sådan lige. Det er jo ikke bare at hakke USB kablet i, og så bare gå igang. Eller det var det ihvertfald ikke til jeg fandt denne guide. Den guide er ret ligetil. Gør ALT hvad der står der i, og du har det installeret som du skal, og din PocketPC burde ret sandsynligt blive fundet.

Dernæst står den så på konfiguration, og der var det desværre ikke helt nok med denne guide.

Da jeg startede sync-engine så fik jeg følgende fejl:

SynCE sync-engine starting up
Traceback (most recent call last):
File “/usr/bin/sync-engine”, line 84, in module
configObj = Config.Config(progopts)
File “/usr/lib/python2.5/site-packages/SyncEngine/config.py”, line 292, in __init__
oldconf = os.path.join(self.path,”config.xml”)
AttributeError: Config instance has no attribute ‘path’

Løsningen var at downloade denne fil ind i din .synce

cd .synce/
wget http://synce.svn.sourceforge.net/viewvc/*checkout*/synce/trunk/sync-engine/config/config.xml

Så starter sync-engine op men den er ikke færdig med at brokke sig. Nu kommer den at den ikke kan lave et partnership. Løsningen er, at åbne en ny terminalvindue, og så kører kommandoen
create_partnership.py

Derefter kan man så kører kommandoen msynctool –sync synce-sync og så skulle kalender gerne sync med telefon

quickswitch Ubuntu

Netværksopsætning på mit job, er ikke optimalt i forhold til en bærbar computer. Hjemmedrevet er monteret med NFS, hvilket der i og for sig ikke er noget galt i. Tilgengæld er NIS brugergodkendelsen lidt af en ufleksibel størrelse, hvis maskinen ikke er en fast klient. Når vi tager vores maskiner af vores netværk så tager de en evighed om at starte op, og vi er nødt til at have en ekstra profil at logge ind med. Det sidste er ikke et problem. Hvad der tilgengæld er et problem er, at brugerne er nødt til at have lidt kendskab til linux administration, og visse admin rettigheder, for at kunne lukke NIS ned. NIS har en kedelige tendens til at sløve alt net aktitivetet, hvis den ikke finder sin YP server.

Der kommer quickswitch ind. Quickswitch gør, at du kan vælge mellem netværksprofiler. Du kan aktivere services og du kan have flere hosts filer. F.eks. har jeg en hosts.home og en hosts.work. Så kan jeg ssh ind på mine maskine med de vante hostnames.

Installationen er ret nemt. Download quickswitch fra hjemmesiden. Udpak til /usr/local/

> cd /usr/local
> su –
(Type root password here)
> tar -zxvf quickswitch-0.1.2-linux-intel.tar.gz

Jeg omdøber diret fra quickswitch* til almindelige quickswitch for nemheds skyld

mv quickswitch-0.1.2-linux-intel quickswicth

Dernæst er det bare at konfigurer dine profiler i /etc/switchto.conf

Mine profiler ser således ud

# Profiles
# ————————————————————–
[work]
description=server.work.dk
adress=dhcp
nisdomainname=server.work.dk
essid=WorkHotSpot
key=work key
usehosts=/etc/hosts.work
execpost=/etc/init.d/nis start

[home]
description=Hjemme
adress=dhcp
essid=Wrecked
key=min wlan key
usehosts=/etc/hosts.home

Der er lige et par ting mere der skal gøres. I switchto.conf er der et punkt omkring dhcp. Der skal man skifte dhcpd ud med dhclient, da det er den dhcp klient Ubuntu bruger.

# DHCP command (default)
#
# Add a -R to not overwrite /etc/resolv.conf. Add a
# ‘-h hostname’ to specify a hostname (Some ISPs need this).
dhcpconfig=/sbin/dhclient
#
# Kill dhcpcd client.
dhcpkill=/sbin/dhclient stop

Bemærk at dhclient stop ikke er standard, og virker vist hellere ikke så satans godt. Men jeg kan ikke helt se hvorfor man skal slå dhcpd ned bagefter. Det skal man vist ikke med dhclient, så jeg har bare skrevet dhclient stop. Den brokker sig, men jeg får IP og ting virker.

Hvis du kører NIS, så skal du fjerne NIS fra opstart. Det gøres med

update-rc.d -f nis remove

Når du så starter op med din profil, hvor du har brug for NIS, så hus at tilføke execpost=/etc/init.d/nis start til den profil.

Når du så vil skifte profil, så skriver du switchto “profil navn” i din konsol. Switchto.conf er ganske velforklaret, og der er også masser af eksempler på hvordan man kan konfigurere sine profiler.

Det smarte er, hvilket især er meget smart når man har NIS, at man kan vælge fra opstart, hvilken profil man skal bruge. For starter NIS ikke op fra starten af, så kan du jo ikke logge ind ;).

Derfor skal vi lige have fat i grub’s config fil. I ubuntu er det filen /boot/grub/menu.lst. Der kan man tilføje hvilken profil man vil starte op med, som et kerne parameter.

Min ser således ud

## ## End Default Options ##

title Ubuntu 7.10, kernel 2.6.22-14-generic WORK
root (hd0,2)
kernel /boot/vmlinuz-2.6.22-14-generic SWITCHTO=work root=UUID=1532a760-2eb1-462e-a973-cc4729c194ba ro quiet splash
initrd /boot/initrd.img-2.6.22-14-generic
quiet

title Ubuntu 7.10, kernel 2.6.22-14-generic HOME
root (hd0,2)
kernel /boot/vmlinuz-2.6.22-14-generic SWITCHTO=home root=UUID=1532a760-2eb1-462e-a973-cc4729c194ba ro quiet splash
initrd /boot/initrd.img-2.6.22-14-generic
quiet

title Ubuntu 7.10, kernel 2.6.22-14-generic (recovery mode)
root (hd0,2)
kernel /boot/vmlinuz-2.6.22-14-generic root=UUID=1532a760-2eb1-462e-a973-cc4729c194ba ro single
initrd /boot/initrd.img-2.6.22-14-generic

Det man skal er, at skrive SWITCHTO=profil-navn lige efter hvilken kerne man vælger at boot på

kernel /boot/vmlinuz-2.6.22-14-generic SWITCHTO=work root=UUID=1532a760-2eb1-462e-a973-cc4729c194ba ro quiet splash

Sidst, men ikke mindst, skal man tilføje følgende linje til /etc/rc.local

/usr/bin/switchto -s

så er du kørende til at kunne skifte fra netværk til netværk. Det er ret praktisk, og noget jeg virkeligt har savnet