Daily Archives: April 28, 2006

AaB på ondt og ondt

En ven har kontinuerligt opfordret mig til at skrive om AaB her i min blog, fordi han har læst en bog om en Red Sox fan. Han evindelige kævlen om, at jeg skal skrive om AaB vil ingen ende tage, og selvom jeg forklarede ham, at jeg var depressiv nok, så ville han ikke høre.
Så her til aften,da skrev jeg et langt indlæg på debatside.dk, blev jeg egentlig lidt inspireret. Jeg vil i første omgang bare poste det indlæg, som jeg har skrevet der, i min blog – men jeg tænkte, at der var nogle ting jeg også gerne vil skrive lidt anderledes, nu når pulsen har lagt sig.

Så here goes – det første indlæg om AaB. Min store kærlighed, og min endnu større skuffelse

Idag døde sæsonen. For mit vedkommende har den egentlig været slut i lang tid, men nu sluttede den stensikkert, da vi tabte pokalturneringens semifinale til første divisions holdet, Randers FC. Et hold vi på papiret skulle køre over, men det gjorde vi ikke.

Nu går snakken endnu mere på, at vi skal fyre træneren, men nytter det noget. Prøv at kigge lidt på vores trænersituation siden Sepp Piontek. Han blev fyret, og hans assistent blev forfremmet. Per Westergaard sad så i lang tid, og det virkede bare ikke. Han formåede ikke at træne et superliga hold. Han blev fyret – to gange endda. Assistents assistent tog over. Han var det så indtil Hans Bache kom. Bache brugte et halvt år på at finde sit hold, og få dem igang. Så vandt han os et mesterskab. Det kostede 13 millioner, men det var pengene værd. Det var en investering, som man kunne have holdt fast ved – men en linjedommer i Ukraine ville det anderledes, og siden da, har det været en populær undskyldning.

Utroligt at Hans Bache ikke blev tilbudt en forlængelse af sin kontrakt.

Man hyrede så makkeren Peter Rudbæk. Han var lige den mand AaB havde brug for. En mand med glimt i øje og en lun humor. En rigtig kammerat. Foldbolden fungerede bare ikke. Næsten to hele sæsoner med elendigt fodbold, før han blev fyret. Utroligt at Peter Rudbæks håndtering af AGF ikke fik alarmklokkerne til at ringe. Godt nok har AGF også en bestyrelse, som så klubben som usårlig, og ikke var med på noderne – imodsætning vil hvad vores bestyrelse HAR været. AGF sank og sank, og spillede forfærdeligt fodbold. Det var man ligeglad med. Det var den nordjyske lune og kammeraten vi skulle have i hus. Ikke en træner.

Poul Erik blev hevet frem og tiltrådte, lettere modvilligt, som en midlertidig træner. Der gik så mere end et halvandet år, før man fandt den mand man vil have. Han valgte så at takke nej, og man tog Hamren (ja, jeg er overbevist om, at Ståle var det absolute første valg). Imellemtiden blev Poul Erik slidt fuldstændigt op, og AaB sank i dyndet. Den midlertidig løsning sagde op fra det job han ikke vil have, og Kusk Og Thorst kom ind. De råbte, skreg, kommandere os til en livlinje. Det var ikke kønt, men det var effektivt. Den ene blev ikke tilbudt jobbet, den anden vil ikke have det.

De to efterlod dog spillerne i en dal. De kunne vinde kampe, men de havde ingen form, og var halvskadet.

Hamren havde sagt, han vil bygge holdet op, omkring Silberbauer – men ham solgte vi. Så fik han Ericsson, og en af hans krav (såvidt jeg forstår) til en forlængelse, var at en forsikring om ambitionsniveauet i klubben matchede hans. Man solgte så Trond og Ericsson.

Efter at have tænkt mig frem til det her indlæg, så sidder jeg godt nok og undre mig lidt over nogen af de beslutninger man har taget. Jeg undres også over den træner situation vi har haft igennem de sidste mange år. Lappe løsninger, mellemperioder og inkontinuitet.

AaB har været ramt af uheld mange gange, men man har også været uhyre dårlig til at søge heldet. Byen her, har godt nok en lige-ved-og-næsten forbandelse hvilende over sig – men kan det blive ved med at være en undskyldning?

Nu står vi så her med Hamren, en træner som kun med nød og næppe engang har fuldført vores målsætning. En træner som en sportsdirektør har fuld tillid til, selvom store dele af Danmark undre sig lidt over, hvad den tillid bunder i – og der undres også over hvorfor AaB bestyrelsen har så stor en tillid til sportsdirektør Lynge. Det er ikke mange gange han har været med til at fuldføre en målsætning.

Fyrer man Hamren, så må man samtidig erkende, at Lynge har handlet forkert. At han har satset på en træner, som ikke kommer nogen steder. Men nytter det noget at fyre Hamre. Han får jo ikke de spiller han peger på. Han kan ytre ønsker, og så kan han og Lynge finde nogen der kan dække de ønsker så meget som de nu kan.

Jeg tror faktisk ikke det nytter noget at skifte træner. Jeg tror mere vi har brug for den kontinuitet der har manglet. Jeg tror vi trænger til at omgruppere ledelsesmæssigt. Vores bestyrelse har mere travlt med stadion restaurant og sportscollege, fremfor at sikre at målsætningerne bliver opfyldt. Mon vi får en bestyrelsesformand på tv igen, og kommentere hans løfte om, at vi nok skulle udfylde alle koncernensmålsætninger – eller bliver målsætninge revurderet i morgen.

Det sjove er dog, at hver gang det har kikset, så har der aldrig rullet hovedet – pånær da man indså at Tom var et blålys, men det afspejlede sig også alt alt for tydeligt i regnskabet. De samme mennesker udfylder de samme poster i næste sæson. Er det sundt? Nu når succerne aldrig kommer, mon så ikke at der er noget galt? AaB har vitterligt det potentiale som man selv mener man har, men hvad gør man for at det spirre? De tiltage man indtil nu har forsøgt, har jo ikke hjulpet.

AaB hænger i dyndet, og som menig supporter er der ikke meget man kan gøre, og det er forfærdeligt. Vi må bare se på. Se på at spilleren er umotiveret og ukoncentreret. Se på klubben underpræstere. Se på at pengene fosser væk, akkurat som stjernerne. Og hvad sker der – ingenting.