Monthly Archives: April 2006

AaB på ondt og ondt

En ven har kontinuerligt opfordret mig til at skrive om AaB her i min blog, fordi han har læst en bog om en Red Sox fan. Han evindelige kævlen om, at jeg skal skrive om AaB vil ingen ende tage, og selvom jeg forklarede ham, at jeg var depressiv nok, så ville han ikke høre.
Så her til aften,da skrev jeg et langt indlæg på debatside.dk, blev jeg egentlig lidt inspireret. Jeg vil i første omgang bare poste det indlæg, som jeg har skrevet der, i min blog – men jeg tænkte, at der var nogle ting jeg også gerne vil skrive lidt anderledes, nu når pulsen har lagt sig.

Så here goes – det første indlæg om AaB. Min store kærlighed, og min endnu større skuffelse

Idag døde sæsonen. For mit vedkommende har den egentlig været slut i lang tid, men nu sluttede den stensikkert, da vi tabte pokalturneringens semifinale til første divisions holdet, Randers FC. Et hold vi på papiret skulle køre over, men det gjorde vi ikke.

Nu går snakken endnu mere på, at vi skal fyre træneren, men nytter det noget. Prøv at kigge lidt på vores trænersituation siden Sepp Piontek. Han blev fyret, og hans assistent blev forfremmet. Per Westergaard sad så i lang tid, og det virkede bare ikke. Han formåede ikke at træne et superliga hold. Han blev fyret – to gange endda. Assistents assistent tog over. Han var det så indtil Hans Bache kom. Bache brugte et halvt år på at finde sit hold, og få dem igang. Så vandt han os et mesterskab. Det kostede 13 millioner, men det var pengene værd. Det var en investering, som man kunne have holdt fast ved – men en linjedommer i Ukraine ville det anderledes, og siden da, har det været en populær undskyldning.

Utroligt at Hans Bache ikke blev tilbudt en forlængelse af sin kontrakt.

Man hyrede så makkeren Peter Rudbæk. Han var lige den mand AaB havde brug for. En mand med glimt i øje og en lun humor. En rigtig kammerat. Foldbolden fungerede bare ikke. Næsten to hele sæsoner med elendigt fodbold, før han blev fyret. Utroligt at Peter Rudbæks håndtering af AGF ikke fik alarmklokkerne til at ringe. Godt nok har AGF også en bestyrelse, som så klubben som usårlig, og ikke var med på noderne – imodsætning vil hvad vores bestyrelse HAR været. AGF sank og sank, og spillede forfærdeligt fodbold. Det var man ligeglad med. Det var den nordjyske lune og kammeraten vi skulle have i hus. Ikke en træner.

Poul Erik blev hevet frem og tiltrådte, lettere modvilligt, som en midlertidig træner. Der gik så mere end et halvandet år, før man fandt den mand man vil have. Han valgte så at takke nej, og man tog Hamren (ja, jeg er overbevist om, at Ståle var det absolute første valg). Imellemtiden blev Poul Erik slidt fuldstændigt op, og AaB sank i dyndet. Den midlertidig løsning sagde op fra det job han ikke vil have, og Kusk Og Thorst kom ind. De råbte, skreg, kommandere os til en livlinje. Det var ikke kønt, men det var effektivt. Den ene blev ikke tilbudt jobbet, den anden vil ikke have det.

De to efterlod dog spillerne i en dal. De kunne vinde kampe, men de havde ingen form, og var halvskadet.

Hamren havde sagt, han vil bygge holdet op, omkring Silberbauer – men ham solgte vi. Så fik han Ericsson, og en af hans krav (såvidt jeg forstår) til en forlængelse, var at en forsikring om ambitionsniveauet i klubben matchede hans. Man solgte så Trond og Ericsson.

Efter at have tænkt mig frem til det her indlæg, så sidder jeg godt nok og undre mig lidt over nogen af de beslutninger man har taget. Jeg undres også over den træner situation vi har haft igennem de sidste mange år. Lappe løsninger, mellemperioder og inkontinuitet.

AaB har været ramt af uheld mange gange, men man har også været uhyre dårlig til at søge heldet. Byen her, har godt nok en lige-ved-og-næsten forbandelse hvilende over sig – men kan det blive ved med at være en undskyldning?

Nu står vi så her med Hamren, en træner som kun med nød og næppe engang har fuldført vores målsætning. En træner som en sportsdirektør har fuld tillid til, selvom store dele af Danmark undre sig lidt over, hvad den tillid bunder i – og der undres også over hvorfor AaB bestyrelsen har så stor en tillid til sportsdirektør Lynge. Det er ikke mange gange han har været med til at fuldføre en målsætning.

Fyrer man Hamren, så må man samtidig erkende, at Lynge har handlet forkert. At han har satset på en træner, som ikke kommer nogen steder. Men nytter det noget at fyre Hamre. Han får jo ikke de spiller han peger på. Han kan ytre ønsker, og så kan han og Lynge finde nogen der kan dække de ønsker så meget som de nu kan.

Jeg tror faktisk ikke det nytter noget at skifte træner. Jeg tror mere vi har brug for den kontinuitet der har manglet. Jeg tror vi trænger til at omgruppere ledelsesmæssigt. Vores bestyrelse har mere travlt med stadion restaurant og sportscollege, fremfor at sikre at målsætningerne bliver opfyldt. Mon vi får en bestyrelsesformand på tv igen, og kommentere hans løfte om, at vi nok skulle udfylde alle koncernensmålsætninger – eller bliver målsætninge revurderet i morgen.

Det sjove er dog, at hver gang det har kikset, så har der aldrig rullet hovedet – pånær da man indså at Tom var et blålys, men det afspejlede sig også alt alt for tydeligt i regnskabet. De samme mennesker udfylder de samme poster i næste sæson. Er det sundt? Nu når succerne aldrig kommer, mon så ikke at der er noget galt? AaB har vitterligt det potentiale som man selv mener man har, men hvad gør man for at det spirre? De tiltage man indtil nu har forsøgt, har jo ikke hjulpet.

AaB hænger i dyndet, og som menig supporter er der ikke meget man kan gøre, og det er forfærdeligt. Vi må bare se på. Se på at spilleren er umotiveret og ukoncentreret. Se på klubben underpræstere. Se på at pengene fosser væk, akkurat som stjernerne. Og hvad sker der – ingenting.

Gentooffline

For omkring to måneder siden, der operede jeg min computer om, så systemdisken kunne skiftes med et snuptag. Det gjorde jeg fordi, jeg vil have Gentoo på min maskine, og jeg gad ikke sidde og repartionere uhyret, og gamble med partitionstabellen. Nu skifter jeg bare harddisk skuffe, når jeg vil i Linux.

Jeg kastede mig over Gentoo, som er min favorit distro, men samtidig også den jeg er ringest bevandret i. Nogen bedre vidende linux nørder vil stensikkert argumentere for, at jeg burde holde mig til Ubuntu, men jeg er nu ret glad for Gentoo, og har arbejdet med det dagligt i snart 3 år.

Da jeg startede med at installere for to måneder siden, der startede jeg op med Gentoo’s Genkernel, som man ikke selv skal config’e. Det gav dog en helvedes masse problemer, og jeg kunne ikke få maskinen til at starte op. Til sidst gav jeg op, og disken har lagt i et hjørne siden da – indtil i tirsdags. Der gik jeg igang igen. Nu skulle det være. Jeg vil finde ud af hvorfor min maskine ikke vil starte op. Jeg tror jeg brugte 4 yderligere timer på at genstarte, ændre i grub.conf og fstab, uden at der var noget som helst der ændrede sig. Til sidst kom jeg frem til, at det var en bug i Genkernel. Lort.. der var ingen vej uden om. Jeg måtte compile min egen kernel. Jeg har gjort det før, og det er sådan set meget nemt. Men jeg tænkte jeg vil have maskinen op og køre med det samme, og så lave kernen bagefter. Faktisk vil jeg gå såvidt og sige, at Genkernel er noget vanskeligere at arbejde med.

Igår fik jeg så compilet kernen, og der faktisk kun det ene problem, at den ikke vil finde mit onboard netkort. lspci sagde mig, at det var et broadcom kort, men jeg mente nu egentlig det var et realtek. Lidt søgen omkring, og det viste sig at det var broadcom. Jeg compilede understøttelsen for broadcom ind i kernen, men stadig ingen held. “Eth0 doesn’t exist” – ja hej. Jeg compilede og compilede. Til sidst compilede jeg også noget realtek med, og så virkede det.
Gentoo startede op, med net og alt.

Så nu er jeg igang. Fik emerge Xorg, og konfigureret den. Fik emerget fluxbox, men det vil ikke starte op med en non-root bruger. Besynderligt.
Efter lidt søgen fandt jeg ud af, at det var fordi /home lagde på en parition for sig selv, og at den partition skulle have tilføjet exec i fstab. Det gjorde jeg, startede om, og vupti fluxbox.

Jeg har nu været ved at compile KDE siden igår kl 23, og det tager lang tid. Der mangler 7 pakker, så jeg vil tro, den er færdig om en time eller to. Har været nødt til at compile firefox sideløbende, da jeg var ved at blive åndsvag over ikke at have en browser. Lynx virker, men er en ufed løsning.

Jeg vil se, om jeg ikke såvidt muligt kan undvære windows herhjemme, men indtil jeg får en Xbox, så er det nok utopisk. Jeg kan simpelthen ikke undvære NHL2006

Today is the day, is the end

The DJ at St James’ Park must find another stadium-shaking, pulse-racing anthem. Local Hero must return to its case as Alan Shearer sheds himself of his second skin, that black-and-white No 9 shirt he wore with such distinction. As the Toon contemplate life after Shearer, the only lyrics that fully capture the Gallowgate’s emotions are “God only knows what I’d be without you.”

Just as critics sniped that Shearer had stayed on a season too long, he responded to the brickbats and the falling curtain with a fusillade of goals: clinical penalties, cool one-on-one finishes and regrets, if but a few, about the ones that got away.

Monday’s ligament trouble at Sunderland has not simply precipitated Shearer’s retirement date by three games, but deprived Newcastle United of the services of their most in-form forward. How typical of the man: he went out striking fear in a rivals’ goalkeeper, Kelvin Davis, who had just thwarted England’s present No 9, Wayne Rooney, in his previous outing against Manchester United. The verdict on Shearer’s career is simple and uplifting: he remained a goal threat until the end.

At the final reckoning, the stats scream Shearer’s class: 409 goals, including 30 for England, spread over 18 years, yet it is the words, not the impressive numbers, that truly define this special individual. Words like loyalty. In the Bosman world of constant movement, where devotion can be a dirty word, Shearer fought against the take-the-money creed.

His career began at Southampton, but the Geordie nation’s No 1 ambassador worked his way home, via title-winning Blackburn Rovers, where he was loved like a son by Kenny Dalglish and the late, much-missed Jack Walker. Manchester United fans derided Shearer for snubbing them twice, decisions he knew would cost him a cabinet full of medals, but the call of the Gallowgate meant more. Much more. You cannot put a price on being a local hero.

Newcastle United are his club, his passion. When the wonderful Angel of the North was erected overlooking the A1, enterprising Newcastle fans quickly clad it with a massive Toon shirt bearing Shearer’s name. Because Shearer is the greatest advertisement for Newcastle: hard-working, down to earth and with a real twinkle in his eye.

So respect the phenomenal goal return, but warm to the words that describe Shearer. Words like commitment. In the age of millionaires in the comfort zone, Shearer constantly put his body on the line. Twice, he fought back from knee injuries that would have defeated lesser mortals. Amid all the understandable wailing from Wallsend to Washington over Monday’s injury, it was fitting that what appears Shearer’s final act in a Newcastle strip should be an attempted tackle on a Sunderland player despite being on one leg. Competing to the last.

This is a warrior who never surrendered for Southampton, Blackburn or Newcastle, and never, ever for his country. In the nervous minutes before kick-off, England players would glance round the dressing-room, see Shearer with his eyes ablaze with determination, and belief would fill them.

Other words. Like integrity. In a profession tarnished by unpleasant creatures like Lee Bowyer, Shearer represents a breed for whom principles count. Some of his distracted peers become stars of CCTV. Not Shearer, now a BBC favourite. Value-giving and clean-living, Shearer is a model person as well as a model pro.

He has his golf, his family, his friends and the respect of everyone.

People say Shearer should focus on the Beeb, gradually articulating his interesting thoughts on the game as his distance from the dressing-room grows. Yet the former England captain has still so much to offer football. He could make a good manager, although the modest dedication levels of certain younger pros would frustrate a competitor who gave his all in every game, in every training session.

Even as the sands of time ran out on his career, Shearer gave his beloved Newcastle continued bragging rights over Sunderland. For that alone, he will always be the local hero. God only knows when Newcastle will see Shearer’s like again.

Henrik Winther – The Telegraph

Shearers karriere er desværre slut…..
En ledbåndsskade i kampen mod lokalrivalerne Sunderland, betød enden kom 3 kampe for tidligt. Jeg har desværre ikke så meget at sige idag. Jeg havde vitterligt håbet at han vil komme sig, og tage resten af sæsonen, men det er slut.
Men måden det sluttede på….. Et klinisk straffespark mod Sunderland, og en all in tackling til sidst. Vemodigt – men smukt

Shearer

10 Thrash Albums

Jeg har liget været helt tilbage i barndommen. Været voldsom oldschool med min musik den sidste time. Det fik mig til at tænke lidt over hvilke Thrash Metal plader jeg finder absolut fedest. Hmmmm – uden at rangere for meget, så må det bliver noget ala.

1) Invocator – Weave The Apocalypse
2) Megadeth – Rust In Peace
3) Exodus – Fabolous Disaster
4) Forbidden – Green
5) Metallica – Ride The Ligthning
6) Anthrax – Persistence of Time
7) Slayer – Seasons In The Abyss
8) Testament – Low
9) Overkill – The Years Of Decay
10) Meshuggah – None

Der er så mange andre fede plader, men det her må utvivlsomt være nogen af de plader der har sat sit største præg på min Thrash fanatisme

Vi kan vel ikke blive ved med at snakke om comeback

Nå – idag var det så endnu tid til at genoptage træningen efter skade(r). Min hofte mærker jeg ikke noget til. Den smule strækøvelser jeg har lavet, har åbenbart virket. Lækkert.
De smerter jeg har haft i brystet, har vist været nogle nerver der har sat i klemme, og det er så småt ved at være gået væk. Igen takket været nogle strækøvelser.
Nu er det så kun anklen jeg venter på, bliver kampdygtig igen. Der går nok en uge mere, mindst. Men jeg kan træne med, men løbetræning er udelukket, så jeg må lige vente lidt med fodbold, til den værste stivhed er ved at gå væk.

Jeg stod op kl 8 idag, og ville tjekke en time senere ind på arbejde, og så træne imellemtiden. Men jeg havde godt ondt i højre skulder. Det er en filtration, af alle de anspændte og ømme muskler jeg har i ryggen, som har sat sig i nakken. Kombineret med for mange timer ved computeren, og jeg har sovet forkert, så havde det sat sig i en “linje” ned fra toppen af nakken, og ud i skulderen. Alligevel tog jeg ned og trænede.

Jeg nåede dog ikke mere end 3×6 @ 55 kg i bænk, før jeg indså at det var nytteløst, da hele programmet vil gå i skulderen. Jeg fik over og kørte lidt ben press 3×8 @ 150 kg, og så gik jeg lettere modløst i bad.

Lige nu ved jeg godt, at det er noget der skal have noget hvile, men jeg skal nok også have noget massage ved lejlighed – endda en hel del. Men de andre skader er på retræte, og det er dem, der har drillet mest. Det her er bare en uheldig kombination af nogle ting, bl.a. overanstrengelse, og dårlig arbejdsforhold. Det skal hviles væk.

Jeg er dog kommet igang med MMA træningen igen, og det er godt. Træner stille med, og får strukket og brugt vippebrædt, så min ankel kan blive bedre

Poker: den aftagende lyst

Jeg har været ret meget oppe og ringe over Poker i de sidste 14 dage cirka, og er begyndt at lære spillet ordentligt. Har spillet en helvedes masse om playmoney, men det hænger mig langt ud af halsen efterhånden. En af grundende til jeg har spilelt om playmoney, var at blive bedre til poker, og fordi jeg ikke rigtigt havde råd til at spille om ærlige penge.

Problemet med playmoney er bare, at folk ikke tager det en skid seriøst. De spillere bare deres kort, og når de ikke har flere chips, så logger de af, tanker op, og sætter sig til et andet bord, og laller. Jeg har faktisk selv hevet en hel del playmoney hjem på forskellige sites, men jeg har spillet utroligt konservativt. Ikke noget med at forsøge at bluffe, eller raise/bette, for at hive at skræmme folk ud af potten, for folk går bare med uanset. Jeg har lært to ting, 1) tålmodighed og 2) spil dine egne kort.

Det hang mig ud af halsen, at spille med de her blålys, som bare better og better og better, og siger “ooops!”. Derfor slog det mig – freerolls.

Freerolls er gratis, men der er rigtige pengepræmier på højkant. De første par levels møder man en masse blålys, men jo længere man kommer hen, jo bedre bliver modstanden. Problemet er bare – for mit vedkommende lige nu – at det godt kan blive en kort fornøjelse. Jeg skal lære at styre mit temperament. Jeg skal lære ikke at være ALT for nærig. Jeg skal lære at vente. Jeg syntes ellers jeg er okay tålmodig når det kommer til Poker (det har jeg lært igennem mit arbejde), men jeg har ikke rigtigt kunne finde den gyldne mellemvej, som der er, når man spiller freerolls.

For blindsne stiger hver 10. minut (der hvor jeg spiller freerolls mest), og hvis man ikke øger sin bankroll hen af vejen, så begynder de blinds at tære på en. Det betyder, at man er nødt til at spille aggressivt, og forsøge at bluffe. Det er jeg desværre ikke så god til. Jeg har også en tendens til at forsøge at komme så billigt i en pot som muligt. Måske jeg mangler lidt mod, og evne til at distancere mig fra mine penge.

Men som sagt.
Freerolls er svært, fordi blindsne stiger hurtigt, og modstanden er af blandet karakter. Nogen er gode, andre er ringe.

Min freeroll karriere er lidt fesen pt! Jeg får ikke gode kort nok, og jeg tror de gode der sidder ved bordet, hurtigt læser mig. Jeg har spillet 2 freerolls idag, og en sit & go. Det er ikke gået så godt, fordi jeg har satset lidt for meget på nogle ikke helt gode hænder. Jeg har følt det har været nødvendigt, selvom det i den sit & go jeg spillede, faktisk gik okay – indtil den sidste hånd :). Men sådan er det jo altid.

Lige nu har jeg ikke rigtigt lyst til poker, fordi jeg syntes det er svært at finde en nem og billige måde at blive god på. Det er træls at skal smide 5$ efter hvert et bord man vil sætte sig til, for at lære. Det kan godt blive en dyr dag så.

Anyway – er for træt til at tænke ret meget mere over det lige nu. Træning i morgen tidlig, om gud ville det.

Livstilsændring….. (goodbye John Mogensen)

I lørdags tog jeg til tænkeboksturnering på Mallutten. Stille og roligt, hvor jeg fra godt og vel kl 13 til 18 fik de obligatoriske 15 genstande – for så derefter at give den gas med rom og flere øl. Jeg tog dog tidligt hjem, og var hjemme allerede kl. 0230, men var lige et sving forbi en makker og få den uigenkaldelige sidste, inden jeg gik hjem og tog en enkelt foran computeren. Der var kl 0330.

Søndag morgen! Op kl 1115! Cykle på Mallutten for at mødes med dem jeg skulle til hockey med. Vi skulle til tagselvbord på Papegøjehaven!!! Flere fadøl, snapse og fisherman. DURCH på Søkroen hvor vi lige nåede at få en enkelt. Jeg var begyndt at svede – meget. I skøjtehallen. To fadøl i første periode, to fadøl i anden perioden, og da et slagsmål gjorde tredje periode lidt lang, så blev der tid til fire fadøl der. DURCH på Søkroen igen, hvor den stod på flere øl, rom og Amorillo. En fik en fantastisk ide om at tage på Mallutten igen. Øl og Rom. Fik et lift hjem, men sprang ud af bilen da jeg så færøkroen stadig havde åben. Fik så den sidste øl, inden det var hjem og sove. Træt, varm og øm overalt.

Sådan har mit liv cirka set ud siden jeg var 17. Da jeg vågnede mandag havde jeg virkeligt ondt i brystet, og i den anden side også. En ny skade, jeg ikke har skrevet så meget om, for jeg aner ikke hvor helvede lortet er kommet fra. Pludselig har jeg det som om, at jeg har trykket et ribben. Meget mærkeligt, da jeg slet ikke har haft kontakt med nogen som helst i form af sport eller andre eskapader.

Jeg svedte hele søndangen. Det indikeret at kroppen arbejder. Selv da vi var i skøjtehallen(!!), hvor man normalt har ekstra tøj på, da der er meget is derinde og koldt derinde. Jeg stod i to periode i en polo, som den eneste i hallen. Svedte og svedte og svedte. Ikke sundt.

Mandag kom jeg til den konklussion, at hvis jeg vil gøre noget ved mine skader, så må jeg give min krop ro til at restituere. Jeg har tre skader lige nu. Min ankel, min iskas i hoften – som jeg dog ikke mærker så meget til længere – og det i brystet. Drikker jeg +30 genstande hver weekend, så bruger min krop meget tid på at komme over det, og knapt så meget tid på at hele (AaB fodboldspillere læser i med).

Derudover så kunne jeg mærke mandag, at jeg havde presset min krop til det ydereste. Da jeg fortalte nogle mennesker omkring mig, hvad min beslutning var/er, så blev de lettede. Nogle var sågar meget bekymret for mig. Well… jeg er langt fra den eneste i min omgangskreds der lever sådan.

Det er dog et skidt tidspunkt, at tage sådan en beslutning, lige her midt i hockeyslutspillet, som minimum vare 3 kampe mere.

I første omgang betyder det et fuldstændigt nej til alkohol på hverdage. Det er ikke det helt store problem, men engang imellem mødes jeg da med venner på en lokal bæverding og tager en enkelt. Det er dog slut for mit vedkommende nu. Det er også slut med cola og junk. Den står på sund og varieret kost nu. Igen ikke det helt store problem, men i den sidste stykke tid, har der sneget sig lige rigeligt med Junk ind, fordi det har været det nemmeste.

Det bliver en ond cirkel, og jeg har følgt mig rimeligt drænet for kræfter den sidste stykke tid, og har ikke kunne kommet op om morgenen og træne. Jeg er dog begyndt at cykle igen, hvilket er rart – men jeg puster lidt. Det indikere VOLDSOMT at min form er shiat.

Under slutspillet vil jeg nok holde lidt igen med at drikke så meget, men det bliver svært. Efter slutspillet, så bliver der MAX druk hver anden weekend – og kun EN gang.

Samtidig vil jeg begynde at læse lidt op om kost. Det første jeg skal have gang i, er at sikre mig jeg spiser regelmæssigt. Flere og mindre måltider. Jeg er begyndt at spise fuldkorns pasta og fuldkornsris, og det har mindsket mit kulhydrat indtag.
Det vil jeg løbende skrive om under kost.

Men i bund og grund drejer det sig om, at jeg snart runder de 30 år, og jeg har ikke lavet ret meget andet end at drikke i mellemtiden, og det kan ses og mærkes

Nu har jeg lidt travlt med en lorte postfix server – mere senere